2 sejlere fra det bornholmske sejlerhold ”Sailingteam Bornholm” brødrene Anders og Martin Sten Jørgensen, var i ”Hovden- Skagen Race” med til at sikre en suveræn klassesejr til en Norsk 40 fodsbåd. Samtidig blev det til den 3. hurtigste sejltid af alle 10
Feltet af både, der fra start af var begunstiget af udmærket vind og vejr, måtte en tur ned langs den svenske skærgårds-vestkyst gennem natten og torsdag morgen tidlig, før de gik ud i Skagerak ved rundingsmærket udfor Lysekil, lidt nord for Göteborg. Her var der ved at opstå en noget kaotisk situation for sejlerne, som på dette tidspunkt lå på 4. pladsen, da den enorme svenske isbryder ”Oden” og sejlbådene med spilerne sat, kom på krydsende kurser i den hårde vind.
Ude i rum sø friskede vinden yderligere til kuling og takket være godt samarbejde i besætningen, lykkedes det at presse båden op på mellem 13 og 20 knob gennem hele den lange del af kapsejladsen ned til Danmark. Sejlerne nåede Skagen ved 14.30 tiden torsdag efter 17 timer på havet – godt trætte, men også glade for resultatet. ” Det har været en supergod, men også kold, våd og hård oplevelse at deltage i denne Norges næststørste havkapsejlads – der var helt klart ikke tid til at solbade og lege dansk sejlerturist ”, udtaler Martin Sten Jørgensen. ” Vi synes det er kanonsjov og vi er da stolte over, at vi på et bornholmske sejlerhold får tilbud om at komme ud og få disse oplevelser og i dette tilfælde er det fantastisk at få dem sammen som brødre”, slutter Martin.
|